
Lisa Rom Boye
Netværkskonsulent i Bibelselskabet
Onsdag d. 3. marts 2027 kl. 10.00 – 12.00
Bibelen i verden
Hvordan bliver Bibelen nærværende i helt forskellige dele af verden? I Danmark er vi i gang med at oversætte Bibelen forfra, og overalt i verden er Bibelselskaber i gang med det samme. Nogle får Bibelen på deres hjertesprog for første gang. Børnebibler skaber håb og glæde til udsatte børn, og i krigszoner skaber bibelen håb og mod på fremtiden.
Onsdag d. 10. marts 2027 kl. 10.00 – 12.00
Forfulgte kristne
Over 300 millioner kristne lever i dag med risiko for chikane, fængsling og i yderste tilfælde døden på grund af deres tro. Det er et område der ofte overses, og som kan være vanskeligt at definere. Denne formiddag skal vi høre om nogle af de mennesker, der gemmer sig bag tallene. I forskellige kontekster, hvor både politiske styreformer, kulturer og andre religioner spiller ind, skal vi høre, hvilken betydning Bibelen har for mennesker, der lever i frygt og under pres.

Johannes Baun
Generalsekretær i Bibelselskabet
Onsdag d. 17. marts 2027 kl. 10.00 – 12.00
Når Bibelen forandres
En ny bibeloversættelse er på vej, men hvordan gør man egentlig? Hvordan bliver de gamle sprog til et dansk, der kan holde mange årtier frem? Hvad sker der med kendte og elskede vers, med De ti bud, med fadervor? Og hvordan kan en ny oversættelse blive lige så værdifuld for kommende generationer, som den nuværende oversættelse er for os i dag?